Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Februar 2004
Kultur som konkurrence
Det helt centrale begreb i Hovedstadens Udviklingsråds kulturredegørelse er konkurrence. Ordet "konkurrence" optræder hele 21 gange
CulturCommentar:
Hvor er motivationen til at føre en aktiv kulturpolitik? Skal man tro Hovedstadens Udviklingsråds kulturredegørelse, så er den bedste motivation konkurrence. På de 37 siders redegørelse optræder ordet konkurrence hele 21 gange, nogle gange i skikkelse af konkurrenceparameter - konkurrenter - konkurrenceevne - konkurrencekraft - konkurrencesituation. Og konkurrencen handler ikke om at blive bedst til at imødekomme borgernes behov for oplevelser eller fordybelse. Det handler om at fange turister, at gøre Hovedstadsområdet til et attraktivt sted for erhvervslokalisering, om at skabe et godt samarbejde mellem kultur og erhverv.
Dette er alt sammen veldædige formål - set i forhold til de overordnede mål med Hovedstadens Udviklingsråd. Problemet er blot, at Hovedstadens Udviklingsråd samtidig er sat til at administrere den offentlige støtte til en lang række kulturinstitutioner. Hvis Hovedstadens Udviklingsråd vælger at prioritere sine ressourcer i overensstemmelse med det strategiske sigte man har i Kulturredegørelsen (og det må jo være meningen), får de kulturpolitiske valg meget nemt en overvægt af konkurrencestrategisk sigte. Langt væk fra kunstens virkelighed, langt væk fra borgernes lyster.
Hovedstadens Udviklingsråd er eksempelvis øverste administrerende myndighed for teatrene i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Teatrene har i turistmæssig henseende et sprogligt handicap. DST-teatrene nævnes blot i en tabel over personaleforbrug. Derimod nævnes Marionetteatret i Kongens Have i en oversigt over Familieturisme, men marionetteatret er heller ikke handicappet af det danske sprog...
Loge-kulturen kommer
HURs kulturredegørelse ser naturligvis institutionernes faglighed som væsentligt. Tanken er, "at udnytte ressourcerne bedst muligt til glæde for den faglige udvikling, der er grundlaget for at skabe en publikumssucces." Hermed også sagt, at det vigtige er at skabe publikumssucces'er - ikke at fortælle nye historier, præsentere ukendt stof, skabe rammer for fordybelse, endsige lade kunsten indgå som et element i den demokratiske dialog. Turismeperspektivet handler ikke om mellemfolkelighed - blot og bart om penge. Og så handler det om at sælge flest mulige billetter til højst mulige priser.
Kultursektoren er efterhånden af alle anerkendt som en i økonomiske termer væsentlig branche. Mange beskæftigede, stor omsætning, stor eksport og vækst. Derfor er det naturligt, at også regionale myndigheder ser på kulturen ud fra et erhvervspolitisk perspektiv. Det risikerre bare at blive en meget snævert perspektiv, når det samtidig er de myndigheder som er sat til at forvalte det overordnede kulturpolitiske sigte.
De dansktalende teatre vil få det svært ud fra turismeperspektivet. Bortset fra enkelte litterære fyrtårne bliver det også vanskeligt at gøre litteraturen til turistmagnet. Generelt set vil det erhvervspolitiske perspektiv styrke det offentliges rolle i forbindelse med events og publikumsmagneter - de hurtige kulturpolitiske gevinster. Det lange seje træk må man så overlade til kommuner og Stat.
Et eksempel på dette er redegørelsens opfordringer til at etablere venne- og støtteforeninger, hvor der skal dannes eksklusivebroderskaber af særlige venner samlet i loger. Kulturredegørelsen forestiller sig endog at sådanne kulturpolitiske initiativer kan give nye skatteregler.
Halløj! Vi taler om helt nye rammer for kulturlivet. Vi taler om de institutioner og ledere som kan og vil tilpasse sig den private erhvervssektors betingelser. Og direktørers lyster til at komme i rampelyset sammen med kunstnerne. Som man skriver i redegørelsen "kravene til lederne af kulturinstitutionerne er under forandring". Man må forestille sig, at den næste kulturpolitiske debat ikke kommer til at handle om "armslængde" for politikere, men derimod om armslængde og andre spilleregler for bestyrelsesmedlemmer i større kulturinstitutioner.
Kulturpolitik uden offentlighed
Fremtiden for Hovedstadens Udviklingsråd er usikker (se Søndag Aften Arkiv). Indtil videre føres en af landets mest radikale kulturpolitiske diskussioner i Udviklingsrådet. Langt væk fra Kulturministerens skrivebord. Udviklingsrådet har sendt Kulturredegørelsen til høring blandt institutioner. Udviklingsrådet hemmeligholder ikke sit arbejde, men det foregår helt uden offentlighed. Hvilke dagblade har skrevet om Udviklingsrådets kulturredegørelse? Den kan få større kulturpolitisk betydning end den kulturpolitiske redegørelse kulturministerens snart vil barsle med.
